et lidt forsinket indlæg

Sidder lige nu på en veranda, med udsigt til de nordvestindiske bjerge. I baggrunden kan jeg hører lyden af cikader(tror jeg nok) og floden der løber igennem dalen, her er ingen biler som dytter, ingen butiksejere der råber yes ma'm, come too my shop eller børn der tigger om shampoo (hvad de så skal bruge det til?). Her er bare komplet fred, virkelig fantastisk og lige hvad jeg havde brug for efter godt 6 uger! i indisk kaos og larm. Men selvom der er fuldstændigt fantabulos (indisk slang) så glæder jeg mig til at komme tilbage til den ”rigtige” verden igen. Jeg kan kun holde til en vis grad af afslapning, for meget gør mig træt...
I går var vi til et landsbybryllup højt oppe på et bjerg, eneste adgangsvej er noget der minder en gedesti og den klatrede festklædte kvinder i flipflopper med plateau op ad, må virkelig beundre deres evne til at se godt ud lige meget hvad. Den del af brylluppet vi deltog i var en frokost, dagen efter selve brylluppet, så brudeparret ankom fra deres overnatningssted og vi blev stillet op for det efterhånden klassiske ”hvid person” billede. Bruden så fuldstændig skræmt ud, hun har ikke været meget over 18 og jeg tror personlig hun får sin sag for med den svigermor. Efter fotograferingen blev vi placeret inde i huset på første sal (helt klart ærespladserne) og fik serveret mad. I Indien bliver det anset for høfligt at nøde sine gæste til at spise til grænsen og helst lidt til, man skal vist helst være grøn i ansigtet og med rullende øje af mæthed før værten er tilfreds. Lad os bare sige vi virkelig blev udsat for den indiske gæstfrihed under det måltid. Efter maden gik vi ned af gedestierne igen, på vejen ned mødte vi to unge drenge der bar, hvad jeg tror var 25kgs rissække på ryggen, op af gedestierne i et tempo selv en øvet maratonløber ville være stolt af. Derudover støtte vi ind i en gang køer og deres hyrde. Af en eller anden grund har jeg en dårlig effekt på indiske køer, ca. 75% af dem forsøger enten at angribe mig eller nægter at lade mig komme forbi, ingen andre er blevet udsat for det. Ved ikke om jeg udsender nogle specielle signaler eller om de er klar over at hvis jeg havde muligheden ville jeg med største fryd og fornøjelse spise dem. Selv om jeg endnu ikke har spist kød i Indien er jeg altså ikke blevet vegetar, drømmer om at komme hjem og spise en burger med stor oksebøf, DANSK(!) ost, bacon, tomater og salat. Bare tanken får mundvandet til at løbe. Apropos mad skal vi til at have frokost så må hellere runde af.
Så hilsen fra de indiske bjerge, helt sikkert et punkt der burde være på alle der besøger Indiens ”to-do”liste
vi ses om ca 12 uger